To erfarne docenter med viden om pædagoguddannelses- og praksisudvikling

Er du optaget af, hvordan man kan styrke de pædagogstuderendes læring? Og hvordan pædagogisk forskning kan skabe værdi for udviklingen af pædagoguddannelsen og praksis? Så er stillingen som docent til Institut for Pædagoguddannelse måske noget for dig.

Forskning i undervisningens indhold, dens praksistilknytning og resultater er sparsom. Det betyder, at der mangler udvikling af professionsdidaktik og systematisk viden om, hvad der styrker uddannelsens praksisnære indhold og resultater. På pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole (KP) søger vi derfor to docenter, som får et særligt ansvar for at understøtte koblingen mellem instituttets forskning og udvikling af pædagoguddannelsen.

Om jobbet 
Med to docenter, som har særligt fokus på forskning i praksisnær undervisning vil vi styrke vores viden om, og håndtering af, hvordan relationerne mellem læreprocesser i undervisning og pædagogisk praksis kan forbedres, fx via systematisk inddragelse af den læring, studerende gør sig i praktikker og praksislaboratorier. Som docent skal du stå i spidsen for og understøtte denne udvikling i tæt samarbejde med instituttets ledelse, undervisere, studerende og eksterne samarbejdspartnere.

Du vil i samarbejde med instituttets 4 øvrige docenter i fællesskab stå for den faglige ledelse af forskningsmiljøet, under reference til forsknings- og udviklingslederen. Du vil forventes at få ansvar for den faglige ledelse af et af vores forskningsprogrammer i samarbejde med en anden docent. I tillæg hertil forventes I, i samarbejde med den øvrige docentgruppe, at arbejde med, hvordan instituttets forskning får betydning for pædagogisk praksis.

Du får ansvar for at:

  • udvikle praksisnær undervisning på baggrund af ny viden om pædagoguddannelsen, og dens studerendes læringsforudsætninger. Du forventes at lave forskningsprojekter om indholdet i, og organiseringen af, faglig viden og didaktik på pædagoguddannelsen sammenholdt med viden om, hvad der styrker de studerendes læringsprocesser
  • lave forskningsprojekter som i bred forstand undersøger, hvordan pædagogisk forskning kan få en større betydning for udvikling af praksis og uddannelse
  • bidrage til at styrke vores professionsdidaktik gennem eksperimenter med, samt udvikling og afprøvning af modeller og cases for, øget kompleksitet i praksisnær undervisning og dermed i de studerendes læreprocesser
  • udvikle og afprøve modeller for praksisnær undervisning, der sikrer gensidigt vidensflow og -udvikling mellem pædagoguddannelse og praksis.

Om dig 
Du har erfaring med forskning i - og eventuelt eksperimenteret med - praksisnær undervisning i en professionssammenhæng. Gerne med fokus på uddannelses- og undervisningsudvikling samt pædagoguddannelse og pædagogers praksis. Det er et krav, at du har en ph.d.-uddannelse eller kvalifikationer svarende hertil. Derudover har du dokumenteret forsknings- og projektledelseskompetencer på docentniveau. 

Herudover forventer vi, at du: 

  • har grundigt kendskab til pædagoguddannelsen og til, hvad der kendetegner de studerende, der går her
  • har erfaring med at sætte forskningsviden i spil, så den kan guide uddannelsesudvikling. Det kan fx være i dialoger med faglige ledere på uddannelsen, eller ved udarbejdelse af beslutningsoplæg til uddannelsesledere, institutchef og dekan
  • har dokumenteret erfaring med faglig forskningsledelse, fx som programleder for en mindre gruppe forskere, eller som projektleder på forskningsprojekter
  • har dokumenteret erfaring med at bygge bro mellem forskning og uddannelse, fx ved at understøtte adjunkters arbejde med at få forskningserfaring som en del af deres lektorkvalificering, eller tilrettelægge og gennemføre uddannelsesrelevante forskningsprojekter i samarbejde med både forskere og undervisere uden forskningsuddannelse.

Derudover trives du godt med faglig ledelse af kollegaer og af projektudvikling. Du er løsningsorienteret, og du er åben over for de forskellige og til tider modsatrettede perspektiver, forståelser og metodiske tilgange, som mødes i løsningen af fælles forskningsopgaver.

Om os
I forskningsmiljøet på IPU forsker vi i pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne inden for, imellem og uden for almenpædagogiske og social- og specialpædagogiske institutioner. Vi skaber viden, der udvikler og kvalificerer pædagogik og pædagogisk arbejde, så børn, unge og voksne får bedre mulighed for at deltage i fællesskaber og derigennem udvikle sig, lære og trives uanset deres forudsætninger og behov.

Vi er organiseret i fire forskningsprogrammer, og du kan læse mere om programmerne og miljøet her (Pædagogisk forskning i børn, unge og voksne - Københavns Professionshøjskole). Vi er optaget af, at den forskning, vi laver, skal have betydning; betydning for det pædagogiske praksisfelt, vi forsker i og med, og for den pædagoguddannelse vi forsker for. Vi vil samtidig gerne være kendte for at lave praksisnær forskning af høj kvalitet og være relevant samarbejdspartner for vidensmiljøer i vores omverden.

Vi er en docentgruppe på fire docenter, seks med de to nye docenter, og sammen med lederen af Forskning og Udvikling udgør vi den faglige ledelse af instituttets forskningsmiljø, som desuden rummer ca. 30 forskeruddannede undervisere og 12 Ph.d.-studerende.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som docent med start den 01-08-2025. Stillingen er på 37 timer om ugen.

Du vil blive ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation og iht. Bekendtgørelse nr. 1458 af 24. juni 2021 om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler m.m. 

Ansættelse som docent forudsætter positiv docentbedømmelse af et eksternt, videnskabeligt bedømmelsesudvalg, der nedsættes i forbindelse med, at stillingen skal besættes, jf. Bekendtgørelse nr. 673 af 13. maj 2020 om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler m.m.

Arbejdspladsen er beliggende på Humletorvet 3, 1799 København V. Der vil også være opgaver på KP’s øvrige lokationer. 

Vil du vide mere?
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi studerende til meningsfulde arbejdsliv, hvor de møder andre mennesker, og gør en konkret forskel for dem. Vi ser det som vores fineste opgave og vores strategiske vision, at vi sammen med vores omverden vil uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis. 

Læs mere om Københavns Professionshøjskole og vores strategi på www.kp.dk og om KP som arbejdsplads på vores karriereside.

For yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder No Emil Sjöberg Kampmann på tlf.: +45 51632411​​.

Interesseret?
Send din ansøgning* via ansøgerknappen senest den 21-04-2025. Ansøgningen skal indeholde en motiveret ansøgning og CV. Er du i forvejen positivt docentbedømt skal bedømmelsen vedhæftes ansøgningen.

Hvis du ikke i forvejen er positivt lektorbedømt, skal ansøgningen indeholde en publikationsliste samt maksimum tre udvalgte publikationer, som du ønsker inddraget i bedømmelsen. Du må gerne motivere valget af publikationer ift. stillingsopslaget. Du skal desuden vedhæfte dokumentation for undervisning, fx i form af et undervisningsportefolio, samt en forskningsplan, som du har skrevet ind i denne skabelon

Det eksterne, videnskabelige bedømmelsesudvalg skal vurdere dine faglige kvalifikationer, mens dine samlede kvalifikationer vil blive vurderet af et internt ansættelsesudvalg. I kriterier ved docentbedømmelse kan du orientere dig om det grundlag, ansøgerne bedømmes på af det eksterne bedømmelsesudvalg.

Der vil blive foretaget en præselektion ift. kandidaternes kvalifikationer inden videresendelse af kandidater til bedømmelse i det eksterne bedømmelsesudvalg.

Københavns Professionshøjskole skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent. Vi forsøger at minimere bias i rekrutteringsprocessen og opfordrer derfor til, at du undlader at vedhæfte profilbillede i CV/ansøgning.

_________________________________________________________________________________________
 

Københavns Professionshøjskole er med mere end 20.000 studerende og ca. 1.800 ansatte en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. 

På Københavns Professionshøjskole uddanner vi pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. 

Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi sætte nye standarder for professionsuddannelse, forskning, udvikling og efter- og videreuddannelse inden for skole og pædagogik, sundhed og velfærd, ledelse og forvaltning.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobtype: Fastansættelse
Frist:
Tiltrædelse: 01-08-2025
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
No Emil Sjöberg Kampmann Leder af Forskning og Udvikling NOKA@kp.dk +45 51632411
Lokation: Humletorvet 3, 1799 København V

Københavns Professionshøjskole
Humletorvet 3
1799 København V
info@kp.dk
+45 70 89 09 90

Tilgængelighedserklæring